Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/damkjaerinspire.dk/public_html/wp-content/themes/Divi/includes/builder/functions.php on line 5586
Hjernen og immunforsvaret - læs nyt om sammenhængen - Damkjær Inspire

Nyt om sammenhængen mellem hjernen og immunforsvaret

 

Jeg elsker stadig at finde nye forskningsresultater om hjernen, stress og det gode humør.

Og så faldt jeg lige over endnu en spændende artikel jeg fik lyst til at dele med dig …

I en artikel på centerhealthyminds.org fandt jeg ny dokumentation for, at der er en klar sammenhæng mellem, hvordan vi går og har det på øverste etage, og hvordan vores krop har det.

Den amerikanske forsker Melissa Rosenkranz har her offentliggjort resultaterne af to af sit teams forsøg.

Forsøg 1:

I det ene forsøg delte de folk op i to grupper; de der var erfarne i meditation, og de der ikke var. De udsatte begge grupper for at blive smurt med en ubehagelig creme, der fremkaldte en mild allergisk reaktion. Så målte de stresshormonet kortisol gennem spyt og inflammationstal (inflammation er blot et andet udtryk for betændelse).

Og hvad fandt de så ud af?

Jo, der var en tydelig forskel. De der var erfarne meditationsudøvere havde en markant lavere reaktion på cremen, end de der ikke praktiserede meditation. Med andre ord, hjernen forholdt sig i ro og de lod sig ikke så let påvirke af den ydre påvirkning. De var bedre til at styre deres reaktion.

Det lader altså til, at man gennem regelmæssig meditation kan finde en sindsro, der får ens hjerne til at reagere mindre på stress påvirkning, hvilket igen giver færre fysiske reaktioner.

Det synes jeg lyder helt genialt, men de stoppede ikke her …

Forsøg 2:

I et andet forsøg sammenlignede de astmapatienter, der enten havde et højt eller et lavt niveau af kronisk stress.

Begge grupper blev udsat for den samme akutte stresspåvirkning og der blev målt på aktivitet i den del af hjernen, der forbindes med den gensidige krop/hjerne forbindelse (”mid-insula” i nørdesprog). Hos begge grupper var der en stigning i den del af hjernen, der styrer bekæmpelse af betændelsestilstande, men det var specielt udpræget hos den gruppe, der led af kronisk stress.

Altså, jo højere dit daglige stressniveau, jo mere reagerer din krop på akut stress. Altså ser det ud til, at vi kan minimere de fysiske reaktioner, ved at holde stress nede – for eksempel med meditation som vi så før.

Nu bliver det spændende at se, hvor mange år der gå, før vi får ordineret en meditationsrutine når vi går til lægen, frem for at vi får stukket en recept i hånden. Eller, hvornår meditation til forebyggelse af stress bliver sat på skoleskemaet for vores unger.

Husk, det er aldrig for sent at begynde at meditere …

Tankevækkende …

Kærlig hilsen

Lene

 

Vil du vide mere om at tage kontrollen og styre din egen hjerne? Læs mere her om individuel coaching, her om foredrag til at at skabe forandringer på organisationsniveau eller her om kurser og workshops.